Kirkegårdene

Nyd udsigten

Nogle har nok allerede bemærket det. 

Hvis man går en tur fra Klovborg kirke og ad den lille sti ned mod Dalen, kommer man forbi FDFs gamle bjælkehytte, "Udsigten". Og her er der nu blevet endnu bedre mulighed for at nyde den fantastiske udsyn ned over åen og mod skråningerne på den anden side. 

Tornadoen i november væltede og ødelagde desværre en del af de gamle træer. Både her samt i kirkeskoven og på kirkegården. Nu er der blevet ryddet op og noget af træet fra kirkegården er ved kirkegårds-medarbejdernes hjælp blevet til siddepladser på kanten af bakken. 

Så - hvis ikke turen endnu har været forbi "Udsigten" kan det anbefales! 

 Også ved shelterne ved åen er der gode hvilemuligheder

Nyt arrangement på Tyrsting kirkegård

Mange har måske bemærket det fine anlæg, der er lavet ved Tyrsting kirke.

Den gamle kirkeklokke, som i mange år har stået foran kirken, er blevet flyttet og et gammelt træ er fjernet, og nu er der lavet en fin plads med bænk og chausses sten. Det lokale firma CK Jord og Beton har sammen med kirkens personale  stået for arbejdet.

Besøg kirken og kirkegården.

Klik på billedet for at se det større.

Tornado på kirkegården i Klovborg

Klik her på linket

Fremtidsplan for Klovborg kirkegård

Klovborg-Tyrsting Sognes Menighedsråd Menighedsråd har fået udarbejdet denne udviklingsplan, der skal danne grundlag for nuværende og kommende menighedsråds arbejde med udvikling og tilpasning af kirkegården.

Udviklingsplanen er udarbejdet af landskabsarkitekt Mette Fauerskov, Møller og Fauerskov Landskabsarkitekter, Århus, i samråd med menighedsrådet.

Menighedsrådets udgangspunkt har været et ønske om at tilpasse antallet af gravsteder og gravstedstyper til det aktuelle og fremtidige behov i sognet. Endvidere er det menighedsrådets ønske at forbedre og justere en række andre forhold.Justering og omlægninger af vore kirkegårde har - generelt set - til formål at tilpasse kirkegården til de aktuelle behov, eksempelvis i forhold til antallet af gravsteder, udvalget af gravstedstyper, tilgængelighed for handicappede, arbejdsmiljø mm. I takt med at befolkningsgrundlaget ændres, og samfundet i det hele taget udvikler sig, ændrer behovene sig, og kirkegårdene må derfor nødvendigvis udvikles. Samtidig indeholder kirkegårdene værdier af kulturel, historisk og lokal betydning, som der skal værnes om.

Planen medfører, at der vil være begrænsning i områder, der i fremtiden kan disponeres over til nye begravelser og bisættelser. Det vil fremgå af den opdaterede kirkegårdsvedtægt og graveren vil til enhver tid kunne rådgive og anvise. Der vil dog altid kunne foretages begravelse og urnenedsættelse i allerede bestående gravsteder, hvor der er en tæt familierelation.

Udviklingsplanen er vedtaget af Menighedsrådet. Det er tanken, at planen (ligesom f.eks. en Kommuneplan) skal tages op til revision og fornyet overvejelse efter f.eks. 8 år, således at der til stadighed foreligger et aktuel plan.

Der bliver nu arbejdet på en plan for Tyrsting kirkegård

Menighedsrådet er i fuld gang med en plan for, hvordan Tyrsting kirkegård skal udvikles og forbedres. Og som noget nyt vil der i fremtiden være mulighed for plænebegravelse - såvel med som uden sten.
De gamle gravsten vil blive fjernet fra den sydlige kirkegårdsmur og placeret forskellige steder på kirkegården og de fine, fredede gravsteder bliver gået grundigt efter og renoveret.

Klik på linket herover og se planen for kirkegården.

Registrerede gravminder på Tyrsting kirkegård

Klik her

Den gamle kirkeklokke i Klovborg

Den gamle kirkeklokke er nu kommet frem af gemmerne.

I 2018 fik Klovborg kirke en ny kirkeklokke til erstatning for den mere end 500 år gamle klokke, der var revnet og klangen til sidst stort set helt væk.

Men nu kan den gamle klokke beundres på nært hold, da der er blevet lavet en lille "klokkestabel" foran kirken, hvorpå klokken er monteret. Selve ophænget består af den originale bom øverst monteret på et understel, lavet af de lokale mestre, Harry Iversen og Roald Bang-Madsen.

Klik på billederne for at se dem større

Græsområde på Klovborg kirkegård

Næste skridt mod fremtidsplanen for Klovborg kirkegård

Her i foråret er man på Klovborg kirkegård gået i gang med at fjerne hække omkring nogle af de tomme gravpladser på kirkegården nord for kirkebygningen. Det er en del af den store fremtidsplan for kirkegårdens udvikling, der kan læses om andet steds her på siden.
Når hækkene er kommet op skal jorden bearbejdes og planeres, hvorefter der sås græs. En del af området vil indgå i den fremtidige mulighed for at blive begravet i plæne med eller uden en sten liggende fladt i græsset.
Ind til det hele gror til igen vil der se lidt "rodet" ud på denne del af kirkegården, men vi håber at foråret gør, at der snart bliver fint, grønt græs på arealet.

Se mere om udviklingen af Klovborg kirkegård længere nede på siden her.

Der er plantet hække på Klovborg kirkegård

Så er der plantet hække mod vest og mod øst på Klovborg kirkegård. 
Så nu skal de bare vokse sig større og give en "bund-læ" for vinden.

Træer fældet på Tyrsting kirkegård

De gamle træer mod syd på Tyrsting kirkegård, samt nogle mod vest har gennem længere tid været syge - og et par stykket havde allerede bukket under og lænet sig op ad "naboen".
Derfor er de nu blevet fældet og fjernet. Derved er der også blevet mere luft på kirkegården.

Samtidig er en meget gammel taks, der groede op ad kirkemuren, og som var blevet så stor, at den dækkede helt for det ene vindue mod syd også blevet fældet. Og det har givet meget mere lys ind i kirken.

Der vil senere blive nyplantet nogle træer, når der er blevet lavet en nærmere plan.

Udviklingsplan

Helheden

I udviklingsplanen er der lagt vægt på, at kirkegården til stadighed kommer til at fremtræde som en sammenhængende helhed. En af hovedidéerne er at tilpasse antallet af gravpladser og gravstedstyper, så det svarer til det beregnede behov.

Dette opnås ved at:

• Den nyeste kirkegårdsudvidelse mod syd udgår som aktivt gravstedsområde.
• Områderne umiddelbart syd og vest for kirken fastholdes med traditionelle gravsteder og grusstier.
• Områderne mod nord og umiddelbart øst og sydøst for kirken får parkkarakter med græs og mindre træer, og disponeres til nyere gravstedstyper, ophold og bevaringsværdige gravminder.
• Kirkegårdudvidelsen mod øst udvikles til en lav ”skov”, hvorider etableres en naturpræget gravstedstype. En anden hovedidé er at styrke kirkegårdens frodighed. Også her er idéen enkel, idet:
• Alle områder, hvor der ikke er traditionelle gravsteder, får et grønt helhedspræg.
• Der plantes randtræer langs norddiget og hække langs indersiden af vest- nord- og østdigerne.

Fremtidsplan

Antal gravsteder

Uddrag af planen:

... Nuværende gravstedsejere kan forlænge deres gravsted, så længe de ønsker det. Da nye gravsteder, beplantninger mv. er placeret under nøje hensyn til den eksisterende struktur, vil kirkegården til stadighed fremtræde som en harmonisk og sammenhængendehelhed. 

 

Traditionelle gravsteder
De traditionelle gravsteder koncentreres i et sammenhængende område nærmest kirken, hvor den nuværende struktur bevares, idet det er her, det historisk set er mest attraktivt at blive begravet.
Desuden fastholdes rækken af traditionelle gravsteder langs østsiden af adgangsstien, således at det fortsat er tydeligt, at man går gennem en aktiv kirkegård på vej til kirke.
Ryghækken langs denne gravstedsrække ændres til en bøgehæk, der korresponderer med hækken langs den anden side af stien samtidig med, at den af grænser det naturprægede gravstedsområde i den østlige udvidelse.
De traditionelle gravsteder skal fortsat være omgivet af hække langs alle sider, hvilket dels er et vigtigt kulturhistorisk træk, og delser betydende for kirkegårdens frodighed og havepræg. Højden af gravstedshækkene øges til 40-50 cm, så de i højere grad omslutter gravminder og gravstedsbeplantning.
Gravstedsbeplantningen bør til stadighed have en varieret højde,hvor nogle planter gerne må være 5-7 meter høje, så hele området ikke kan overskues på én gang.Det parkprægede område I det område, der omfatter en bræmme langs vestdiget samt områderne nord, nordøst og sydøst for kirken, får kirkegården et sammenhængende parkpræget udtryk, der karakteriseres af græs, hække og træer. Der er lagt vægt årstidsvariation, farver, variation i lys og skygge mm., således at området foruden at danne rum for ro og reflektion inviterer til gåture og ophold med mulighed for varierede oplevelser.

Området disponeres til små individuelle gravsteder, gravsteder med liggende gravminder i græs, anonyme gravsteder samt til bevaringsværdige gravminder.

Små individuelle gravsteder for kister og urner
Området sydøst for kirken omlægges til små individuelle gravsteder, som skal afløse de nuværende urnegravsteder nord for kirken og på den sydlige kirkegårdsudvidelse. Gravstederne er placeret med udgangspunkt i de nuværende gravsteders placering.
Herved vil de nye gravsteder for det første indgå i en naturlig sammenhæng med de traditionelle gravsteder, der vedbliver at være der i en årrække. For det andet kan gravstederne anvendes til både kister og urner, hvilket giver en god fleksibilitet. På nuværende tidspunkt kan der etableres 18 gravsteder.

De nye gravsteder er placeret i de nuværende gravsteders vestlige del. Derved vil gravminderne, der alle placeres så teksten vender mod øst, stå over kisternes hovedende i overensstemmelse med den historiske tradition. Gravstederne er 1,4 x 1,4 m store for at opnå en æstetisk set passende afstand mellem gravminderne og tilstrækkelig plads til individuel beplantning. Gravstederne omgives af ca 30 cm høje hække af taks langs de tre sider som eksemplet fra Søllerød Kirkegård. Det bør undgås at anvende grus- og stenmaterialer på gravstederne, der i stedet skal være plantedækkede, for at området bliver så frodigt og parkpræget som muligt.

Hækafgrænsede rum
Øst for kirken etableres to hækafgrænsede rum af takshække, der holdes klippet i 110-120 cm´s højde ligesom hækken langs adgangsstien.
Det nordlige rum disponeres til både urne- og kistegravsteder med liggende gravminder i græs og til anonyme gravsteder (se beskrivelse side 26). Op mod den vestlige hæk placeres et fælles mindesmærke på en chausséstensbelagt blomsterplads.
Ved siderne af blomsterpladsen kan der etableres bede med f.eks. lavendel, roser og sommerfulgebuske, og der kan placeres bænke.

Anvendelsen af det sydlige rum er ikke fastlagt. Det kan f.eks. bruges til flere gravsteder med liggende gravminder eller til ophold, og indrettes med blomstrende stauder eller buske.

Bevaringsværdige og gamle gravminder
De bevaringsværdige gravminder samt gamle gravminder, som Menighedsrådet vælger at bevare, placeres på ledige gravsteder nord for kirken. Herved vil det nordlige område, hvor der ikke længere skal være begravelser, fortsat fremtræde interessant, og situationen vil på sigt blive en græsklædt flade, hvori ”gravstederne” ligger som hækafgrænsede øer.

De gamle gravminder placeres på ledige gravsteder dels for at udstille dem i omgivelser, der ligner dem, de er skabt til, og dels for at de på en enkel og naturlig måde kommer til at indgå i kirkegårdens struktur.

Gravminderne placeres enten øst- eller vestvendt, ligesom på de aktive gravsteder og på en så naturtro måde som muligt, hvor sten fra forskellige tidsperioder står på samme gravsted tilsvarende som på et familiegravsted (se eksempel fra Sneum kirkegård). På et topladsers gravsted kan der placeres 2-5 gravminder afhængig af deres størrelse. Da det ønskes at bevare ca 40-50 gravminder, vil der blive 10-12 gravsteder med gamle gravminder.


Tidshorisont

Ovenstående plan vil så småt blive igangsat i løbet af 2020 og derefter vil der løbende ændres på området på kirkegården. 
Der vil således komme til at gå flere år, før den beskrevne plan vil være at se i sin helhed. Og måske vil der ske ændringer og tilpasninger hen ad vejen.