Nyheder, referater og job

Velkommen til vores nye kirkesanger, Ole Dalsgaard
"Jeg er 65 år, og jeg er født og opvokset på en lille gård i Junget nord for Skive. Jeg har i snart 30 år boet i landlige omgivelser, i Høgelund syd for Give. Her nyder jeg naturen, især fuglelivet. Ind imellem tager jeg på længere vandreture. Jeg har fx vandret på Hærvejen og på Caminoen i Spanien sammen med min kone, og jeg har alene vandret hele vejen rundt om Limfjorden. Sidstnævnte projekt har jeg lige skrevet en bog om.
For knap et par år siden gik jeg på tidlig pension efter i godt 30 år at have været dansk- og dramalærer på gymnasiet i Grindsted. Jeg har således haft god tid til at dyrke mine interesser på det sidste. Nu har jeg så fået lyst til at prøve noget nyt. Og det må jobbet som kirkesanger siges at være. Jeg har altid kunnet lide at synge, men det er ikke noget, der tidligere er indgået i mit arbejdsliv. Det med musikken fylder dog lidt, idet jeg som glad amatør spiller i en guitartrio, og min kone er ved at uddanne sig til organist."

Velkommen til vores nye organist, Henrik Felter
Henrik er født i 1994 og er vokset op på præstegården i Vesterbølle; Her fik han også fik sin første kirkesangerstilling som 16-årig. Dermed har kirken altid fyldt meget, også via medlemskab i KFUM/K, DKG og diverse kor og kantorier.
Han har studeret musikvidenskab i Aarhus, og i denne forbindelse begyndte interessen for klaver og konkurrence-korsang. Efter endt kandidat i 2021 læste Henrik videre på konservatoriet med sit oprindelige hovedinstrument, guitar, og begyndte at arbejde deltid som underviser i musikteori.
Lige nu går Henrik på Vestervig Kirkemusikskole indenfor orgel, en interesse, der hurtigt voksede sig stor.
"Jeg kan godt lide musik under mange former: stemmen, kor, guitar, klaver, orgel, og jeg ser musik som et middel til at forenes med andre, og til at forstå de ord og beretninger, verden gemmer på. Derfor er kirken et oplagt og naturligt sted for mig at dyrke musikken, og jeg er enormt glad for at være blevet taget så godt imod her i Klovborg og Tyrsting. Her er smukt og rart at være!"
Henrik bor fortsat i Aarhus sammen med sin kæreste, Liv, og de skal giftes d. 9. august i Skt Lukas Kirke. Sammen dyrker de to korsang på højt niveau, men der er også tid til god madlavning, klatring, gåture i Marselis Skovene og læsning.
Henrik sætter pris på et hyggeligt og lokalt miljø, så tøv ikke med at sige hej efter gudstjenesten!

Afskeds-reception
Afskedsreception i Klovborg kirke med vores dygtige organist Sven Erbs 2. juledag
Sven har valgt at gå på efterløn ved nytårstide, så derfor vil menighedsrådet gerne invitere menigheden til afskedsreception efter gudstjenesten:
2. juledag i forlængelse af gudstjenesten kl. 10.30
Sven Erbs har fungeret som vores afholdte organist ved Klovborg og Tyrsting kirker i 4 år. Vi har haft stor glæde af Svens musikalske ledsagelse ved gudstjenester og kirkelige handlinger, - altid med sin personlige flair for improvisation, der har passet til den særlige tone, som en gudstjeneste nu har haft. Af og til har Sven selv sunget tostemmigt motet sammen en af vores kirkesangere eller han har improviseret med stor indføling ved vores aften-andagter. Det er også Sven, der har designet vores kirkeside i Brædstrup avis. Vi kommer til at savne Sven og hans generøse væsen i vores kirkelige sammenhænge.
Vi håber at se så mange som muligt ved afskedsreceptionen i forbindelse med gudstjenesten 2. juledag.
Med venlig hilsen Klovborg-Tyrsting menighedsråd.

Velkommen til ny gravermedhjælper
Vi har den glæde at kunne sige velkommen til vores nye medhjælper ved de to kirkegårde og kirker.
Malene Nielsen vil I kunne møde på kirkegårdene fra omkring 1. maj 2022. Mange kender Malene fra det lokale bybillede, hvor hun er aktiv i mange sammenhænge og nu tager en ny udfordring op. Og det er vi glade for.
Byd Malene velkommen, når I møder hende på kirkegården!